Hvad er Zoneterapi.

Zoneterapi er en af de alternative behandlingsformer, som bruges af flest klienter og behandlere i Danmark, og det er også den behandlingsform, som er mest brugt i videnskabelige projekter vedrørende alternativ behandling.

Zoneterapi er en slags trykmassage, primært på fødderne. Under og på fødderne findes et fuldstændigt kort over hele menneske-kroppen. Hver del af kroppen har en zone på fødderne, en såkaldt reflexzone. Hvis der er ømhed i en reflexzone, hænger det sammen med, at en del af kroppen ikke fungerer optimalt. Ved at behandle de ømme reflexzoner med specielle trykkombinationer, kan zoneterapeuten påvirke organerne til at bedre kroppens funktion, og dermed genoprette kroppens balance. Mange bruger zoneterapi, selv om de ikke har helbredsproblemer. De vælger zoneterapi for at vedligeholde en god sundhedstilstand, og bruger den som forebyggende behandling.

Behandlingen
Zoneterapibehandlingen foregår ved trykmassage på føddernes under- og overside. Gennem de enkelte reflexzoners ømhedsgrad, hudens tilstand, m.m. danner zoneterapeuten sig et billede af ubalancens karakter, placering og styrke. Behandlingen tilrettelægges herefter. Gennem behandlingen påvirkes de dele af kroppen, der ikke fungerer optimalt, og kroppen kommer igen i balance. På forhånd er det svært at sige, hvor mange behandlinger der er nødvendige – alt afhængig af problemet.

Zoneterapi gør det ikke alene. Selv om behandlingerne kan genoprette kroppens ubalancer, får du det først for alvor bedre, når der er balance i helheden. Livsvilkår, omgivelser og kost er væsentlige faktorer, der alle spiller en stor rolle i forbindelse med helbredet.

I forbindelse med zoneterapibehandlingen rådgiver terapeuten om, hvilke faktorer der kan være mulig årsag til eventuelle ubalancer. Ved at følge zoneterapeutens råd kan du selv gøre en indsats for at bevare en god sundhedstilstand.

Hvem har glæde af Zoneterapi.

Alle kan have glæde af zoneterapi uanset om man har symptomer eller ej – man kan sagtens få zoneterapibehandlinger for at opnå et generelt bedre velvære, som forebyggelse eller bare som et pusterum i hverdagen. Zoneterapi er bl.a. godt i forbindelse med:

Hovedpine/migræne
Menstruationssmerter
Uregelmæssig menstruation/hormonelle ubalancer
Stress
Fordøjelsesproblemer
Styrkelse af immunforsvar
Allergi
Smerter i bevægeapparatet (muskler/led)
Ødemer i underben
Ufrivillig barnløshed
Spædbørn med kolik